Madpakketur til Faxe
- og andre
Syd-østsjællandske lokaliteter.
Turstart fra Toftegårds Plads.
Team Vespa
turen d. 14. september udgik fra Toftegårds Plads og her
var 7 Vespister med 6 Vespaer mødt op, nemlig Hans og Lene,
Kenneth, Finn, Hilmar, Freddy og Ove, og med friskt tempo gik
det syd på til 1. opsamlingssted ved Mosede Fort, hvor Jan,
Flemming og Ulrik stod klar. Til stor - og gensidig
gensynsglæde var også Flemming Iversen mødt op for at hilse
på sine Vespa venner, men da han var mødt op på en gammel
"Havelåge" af en cykel med fast gearing, var vi godt
klar over, at det nok ikke var Faxe han satsede på den dag.
Efter lidt Vespa snak og udveksling af anden information, bad vi
Flemming tage vore bedste hilsener med hjem til Mona.
Turen fortsatte mod næste opsamlingssted som var udfor den
tidligere Solrød Trælasthandel, hvor Ove´s veninde Vivi stod,
parat til at indtage bagsædet på Ove´s LML scooter. Derefter
var det NON STOP til Karise Kirke, og ifølge Jan´s præcise
elektroniske fartmåler, sneg vi os op på en gennemsnitsfart af
hele 63 kilometer i timen, og klarede på den måde at holde
tidsplanen, med ankomst på slaget 11.30 til Parkeringspladsen
foran Karise Kirke, hvor Poul, vor turleder i det
sydøstlige Sjælland, og hans barnebarn Vicky spændt ventede.
Billederne
herunder kan forstørres med museklik.
|
|
|
Opsamling ved Mosede
Fort |
Ankomst til Karise Kirkeplads |
Vemmetofte (Jomfru
?)kloster. |
Poul kunne, med
den for ham kendte grundighed, præsentere os for det program,
han havde planlagt for turen på Faxe egnen, og vi blev hurtigt
klar over, at det ville blive en meget spændende tur rundt på
det smukke Sydøstsjælland.
Første stop på turen var godt nok OK tanken i Karise, for
også Vespaerne skulle jo have noget at leve af på turen, men
så gik det ellers ad de små biveje, forbi flere charmerende
stråtækte bindingsværkshuse i skovbrynene, hvorfra der bredte
sig en herlig duft at Birkebrænde som varsel om, at
fyringssæsonen står for døren.
Vi gjorde holdt ved Vemmetofte kloster, som tidligere hed noget
så fornemt som Vemmetofte Adelige Jomfrukloster,
men man skiftede navn, da der efterhånden var for få af både
det ene og det andet. Poul kunne fortælle os historien bag
denne gamle institution for adelige Jomfruer, og vi blev meget
klogere på de hedengangne tider og den nuværende status for
Klostret.
Vore maver var begyndt at knurre, så næste punkt på
"dagsordenen" var frokostpausen, som blev holdt på Kanten
af Faxe Kalkbrud med en imponerende udsigt over bruddet.
Vejen til udsigtspladsen med dens bænke og borde hedder faktisk
Kanten, og det passer utroligt godt til vejens forløb netop på
kanten af Kalkbruddet. Ind imellem klapmadderne og Termokaffen,
fortalte Poul om bruddets historie, og ligeledes lidt om Faxe
bryggeri’s historie fra den spæde start i 1901 med de
navnkundige virksomhedsstiftere Conrad og Nicoline Nielsen, (ja
der kommer altså navnet på Nicoline sodavandet fra). Vi fik
også fortalt om Rasmus Svendsens Skole i Faxe fra 1633,
en af de ældste, bevarede Landsbyskoler. Efter frokosten
guidede Poul os hen til den smukke historiske skolebygning, så
vi ved selvsyn kunne fornemme historiens vingesus lige midt i
nutidens Faxe by.
|
|
Frokost ved
kanten af Faxe
Kalkbrud |
Rasmus
Svendsens skole i Faxe |
Derfra gik turen via Faxe
centrum, hvor Guldfiskedammen på Torvet er ved at blive
erstattet af et springvandsbassin i lys Granit, ud til Blåbæk
Mølle, der stammer helt tilbage fra 1472, i forne tider et
centrum for en hel lille industrienklave, hvor drivkraften kom
fra Overfaldsvandmøllen, samt en stadig intakt Vindmølle, som
supplerede behovet for kraft i tørkeperioder. Her øste Poul
igen af sin store viden, og vi fik fortalt om de mange erhverv,
der engang var samlet på stedet, bl.a. også et Bageri, hvor
Poul’s slægtninge engang var med, et mindre savværk var
yderligere koblet på trækkraften fra vandhjulet, - jo !, man
var også driftige dengang. Ved denne perle af en seværdighed,
er der i dag mølledam, stemmeværk, Ørred trappe og velholdte
bygninger. Herfra gik turen til Rosendal gods, hvor
Freddy var på spil med sit kamera, for at få et foto af
flokken i den takkede portbue ind til Rosendal. En stor og flot
Herregård som baggrund er vel ikke for meget for folk af
"vort kaliber".
|
|
Blåbæk
Stubmølle |
Blåbæk
Mølle Museum og privat beboelse |
|
|
Rosendal
Gods |
Tour
de Team Vespa ved Rosendal Gods |
Den sidste del af turen førte
os nu til køreturens mål, nemlig til Poul’s og Anni´s
gård, hvor Poul havde "varslet" en rundvisning i
gårdens Stalde og Lader, og ligeledes et traktement med kaffe
og kage i de lavloftede stuer.
Ved ankomsten, tog Anni imod os på gårdspladsen, hvor den
originale belægning af ujævne Pigsten (= en mindre størrelse
kampesten) stadig er bibeholdt, hvilket giver gårdspladsen et
meget originalt og smukt udseende.
Det blev vurderet, at en rundvisning i avlsbygningerne, kunne
nås før kaffen, og det trods en markant kaffetørst blandt
deltagerne.
Under rundvisningen så vi bl.a. en komplet 3 gear´s Vespa Gran
Luxe fra 1961, som er et kommende restaurerings objekt og som et
lille pikant Fransk "pift", stod der en køreklar Velo
Solex på sin støttefod og gjorde kur til Vespa´en. Alt i alt
en meget interessant rundvisning.
Kaffebordet
stod klar, og medens "Sværdsiden" blev bænket
omkring langbordet i dagligstuen, satte "Spindesiden"
sig ud i den elegante, solopvarmede Udestue. Der var kræset for
Vespisterne fra Anni’s side, med flere slags hjemmebagte
kager, der smagte godt og bekom os vel. Den varme drik der blev
skænket, var noget så sjældent som Kolbekaffe.
|
|
Kaffebord
med lækre
kager |
Bordpynten
bestod bl.a. af en træ"hveps" |
Medens vi nød
traktementet underholdt Poul det lille sluttede selskab med
spændende anekdoter fra et langt og indholdsrigt liv, med mange
beretninger om livet med teknik og køretøjer.
Vi kunne næsten ikke få nok af at høre Poul fortælle, og
mistede lidt af tidsfornemmelsen undervejs, men hvis vi ikke
ligefrem skulle overnatte hos Poul og Anni, måtte vi begynde at
tænke på at sige farvel og tak for i dag, - tage det
vindtætte tøj på og vende Vespa´erne mod nord igen.
Og da vi nødigt skulle risikere at fare vild på de snoede
biveje, guidede Poul os på det første stykke ud til
"alfarvej", hvorfra vi klarede resten af turen mod
Hovedstadsområdet uden problemer og alle kom godt hjem.
En stor tak til Poul, for
en kompetent guid’ning rundt i det Sydøstlige Sjælland og
den spændende rundvisning i "Staldene", og
"privaten", og ligeledes stor tak til Anni og datteren
Stine, for en hjertelig - og varm velkomst og et super godt
traktement.
Deltagerne på køreturen var
Hans og Lene, Kenneth, Finn, Hilmar, Freddy, Ove og Vivi, Jan,
Ulrik samt fra Lokalområdet, - Poul og barnebarnet Vicky.
Ref. Freddy og Ove.
|