At køre på Vespa i Rom

Dette er en beskrivelse af en drøm som mange Vespa-fanatikere sikkert har: at køre på Vespa i Rom, hovedstaden i Vespa’ens eget hjemland.

2005 blev året hvor ferieturen gik til den evige stad, Rom. Vespa’en skulle selvfølgelig med – hvordan skulle man ellers komme rundt til alle seværdighederne? Sidste år forsøgte jeg med held at medføre Vespa’en på ferieturen sydpå på en trailer efter bilen. Som ventet, efter mange års erfaring fra sydeuropature, er en bil kun til besvær i byerne – det er simpelthen umuligt at finde et sted at parkere den. Vespa’en er ideel at køre rundt på, da man altid kan efterlade den på fortovet. Men traileren gør parkering endnu mere umulig og desuden sætter den en grænse for topfarten.

Forberedelserne

Da husets gamle Nissan alligevel måtte udskiftes i år, og økonomien alligevel kun var til gule plader, besluttede jeg at kigge efter en (vare)bil som måske kunne rumme en Vespa indenbords – helst uden at den skulle ligne en varevogn! Problemet var, at de fleste biler enten er for korte eller for lave til en Vespa, men det måtte ikke ligne en varevogn. Efter mange opmålinger af forskellige biler faldt valget på en Opel Zafira Flexivan – et stort nederlag for min ellers japanskvenlige holdning til biler. Det er en såkaldt MPV, en syvpersoners vogn hvor de fem bageste sæder er erstattet af et fladt varerum (designet i Jylland). Der er adskillige biler i denne klasse, men ingen anden havde helt flat varerum og samtidigt 100 cm åbning i bagklappen.

Nu er det sådan, at en Vespa P-model er ca 112 cm høj over forlygten, hvad gør man så? Man tryller!

Scooteren måtte altså sænkes 12 cm foran. Først afmonterer jeg forhjulet og erstatter det af et mindre hjul lavet af en fælg påsvejst en køreflade af jernplade. Denne proces sænker scooteren ca 7 cm. De sidste 5 cm hentes ved at komprimere fjederen foran v.h.a. en spændeanordning som jeg har udtænkt. Nu kan scooteren lige akkurat komme ind igennem bagklappen når jeg kører den op ad en rampe. Nå den er kommet indenfor er der mere loftshøjde – derfor udløser jeg fjederen igen. Ellers er det en tiggende bombe at have i nakken hvis mekanismen skulle svigte! Når scooteren skal ud er processen modsat: fjederen spændes, scooteren trilles ud, fjederen udløses og det rigtige hjul monteres.

Trylleriet koster altså lidt mekanisk arbejde hver gang den skal ud og ind, men det tager ca 15 minutter at gøre det alene, og det har vist sig at være besværet værd.

Det er lidt morsomt – når Vespa’en står  fastspændt i bilen og forskærmen stikker ind gennem et hul i sikkerhedspladen bag førersædet, er der 5mm ”luft” mellem bagagebæreren og bagruden, og ligeledes 5mm mellem forlygte og tag!

Nu gælder det om at få ”dyret” til at stå klippefast i bilen så det ikke skraber mod noget under kørslen. Man skulle også gerne kunne lave en katastrofeopbremsning uden at få en scooter i nakken. Det har jeg gjort ved at spænde Vespa’ens bundplade fast til solide støtter som igen er monteret på en bundplade af MDF plade. Denne plade ligger fortil an mod bilens bundplade og er desuden skruet fast med en bolt. Herved er scooteren effektivt forhindret i at rutche fremad. Bagtil har jeg monteret en solid krog i de beslag som ellers er beregnet til bagsædeselerne. Heri monterer jeg en krog som holder om Vespa’ens bagagebærer og desuden en strop over til bilens modsatte side. Nu kan den ikke rokke sig sideværts men den kan stadig løfte sig bagtil. Derfor har jeg yderligere en strop fra bagagebæreren ned til en krog i bunden. Så nu kan den heller ikke løfte sig bagtil, færdig!

Hvis nogen synes jeg er paranoid kan jeg kun sige, at efter 6000Km kørsel, også på meget dårlige veje, er jeg glad for at have gjort mig så megen umage med fastspændingen.

At køre på to hjul i Rom

I Rom er der bare afsindigt mange scootere. Biler er helt yt, der er ingen steder at parkere dem, bortset naturligvis fra gadehjørner og i fodgængerovergange! Kørekulturen er meget forskellig fra den vi kender. Herhjemme skal en scooter opføre sig som en bil og pænt blive bag i køen af biler ved rødt lys. Men italienerne på scooter kører konsekvent op foran rækken af biler, både venstre og højre om og i zig-zag. .

En anden morsom ting er scooterkørernes påklædning. Vi er vandt til at alle tohjuls-kørere ligner hinanden med kraftigt overtøj, men i Rom kører man i den påklædning man nu engang har på til sit arbejde. Meget unge piger med bare maver og stroptop, langt flagrende hår og mobiltelefon i den ene hånd. Forretningsmænd i ulastelige jakkesæt og damer med stramme nederdele og stiletter. Man ser at det er mennesker og ikke indpakkede astronauter.

I de fleste gader er der i den ene side parkeringsarealer til scooterne, men i øvrigt kan man parkere alle vegne på fortovene, hvilket er meget praktisk når konen pludseligt siger stop: jeg skal ind i DEN forretning.

Men et paradoks: vejbelægningerne i Rom er totalt uegnet til scooterkørsel! Aldrig har jeg kørt på så dårlige veje med store huller alle vegne. På min Vespa oplevede jeg en ny lyd, nogle kraftige ”KLONK”, som jeg senere fandt ud af stammede fra sløret i styr-håndtagene når mine 10 tommers hjul ramte et hul i vejen. Jeg formoder at de indfødte efterhånden lærer hvor hullerne er, men det nåede jeg ikke.

At finde vej i Rom er naturligvis et kapitel for sig selv. Jeg gjorde et stort hjemmearbejde med at forberede mig på hvilke veje jeg ville få brug for. Men ak, næsten alle gader er ensrettede. Ikke som herhjemme, med én gade én vej og en anden den anden vej. Næh, en lang lige gade kan være opdelt i flere afsnit med forskellig ensretning! Det betyder, at man kan blive nødt til at zig-zagge eller køre en omvej for at komme igennem en gade. Ikke nok med det. Hvis man beslutter at navigere efter gadenavne skal man være forberedt på, at mange gadenavne består af 3 eller 4 ord, hvilket gør det vanskeligt at huske eller sammenligne med sit kort som kun angiver nogle af dem.

Man ser rigtig mange politibetjente i gaderne, og de elsker at optræde med lange støvler, skrårem og kasket. Ja undskyld, men de minder mig altså om naziuniformer. Nu er det ikke sådan at de farer rundt og noterer alle de bilister som parkerer ulovligt, det er der ikke tid til. Næh, man står to eller tre sammen på gaderne og småsnakker og skuer ud over folket (pigerne?). 

Scootere i Rom

Jeg valgte at tage min egen Vespa med da jeg ved hvor mange dikkedarer der kan være forbundet med at leje en. Og Rom må da være det helt rigtige sted for en klassisk Vespa, ikke? Jeg blev lidt skuffet – jeg så kun én 70’er Vespa i Rom. Den har sikkert tilhørt et vespaklub-medlem, ligesom mig selv.

For alle andre er en scooter et transportmiddel og kun det. Ordet Vespa har slet ikke den kultagtige status som vi er vandt til. Ikke én eneste gang blev min pæne PX150 bemærket.

De største antal scootere kunne deles op i to hovedtyper, den lille knallertagtige 50cc som mest var honda-typer eller de Piaggiomodeller vi ikke kender herhjemme, og den store ”sofascooter” som f.eks. Hexagon, X9 eller igen Hondamodeller.

Fælles for dem alle er at de GRIMME.

Enkelte Piaggio ET4 og P-modeller fik jeg dog øje på.

Men lad det være sagt: uden scooter havde vi ikke kunnet se så meget i Rom på få dage. Vespa’en var uundværlig!

En pudsighed: På vejen hjem gennem havnebyen Genova kører man forbi en bygning tæt ved vejen. Der står med kæmpebogstaver: PIAGGIO AREO INDUSTRIES. Det er nu en selvstændig virksomhed som laver fly, men den var på en måde grundlaget for Vespa’ens fødsel da man efter verdenskrigen ikke længere måtte lave ”våben”.

Jan Haugsted