Roskilde Fjord rundt med Team Vespa
I alt 13 Vespa´er var med fra start, - men heldigvis er man jo ikke overtroisk! da tallet for nogen betyder uheld, og for andre held. Det kan ikke nægtes, at vejret har stor betydning for denne, traditionelle Team Vespa sensommer tur, men selv en noget "skummel" vejrudsigt, havde ikke skræmt de fremmødte klubmedlemmer. Ved mødetidspunktet klokken 10:00, var vi i alt blevet 20 voksne Tur-Vespister, plus Kenneths kvikke søn, Sebastian. Roskilde turen kunne med det antal deltagere betegnes som lidt af et tilløbsstykke, især var det positivt med de mange (8) kvindelige deltagere, der "lyste op" blandt alle "mænnerne". Men det var også et rigtig flot skue, med 13 Vespa´er linet op lige over for Neergaards Camping, foran Hedelykke Mejeri i Hedehusene. I følge overleveringerne har byen, Hedehusene, fået sit navn, fordi "Byrødderne" ikke kunne enes om et navn, og noget skulle husene "hede". Turdeltagerne var Formand Hans og Lene, Jan og Lidia, Kenneth og Sebastian, Ulrik og Else Marie, Leif og Else, Tina og Jette, Hilmar og Anita, Søren og Gitte, Ib, Niels, Jan Lønberg, samt Freddy og Ove. I Hundested kom først Rolf, og senere hans kone Hanne til, Hanne var værtinde ved et overdådigt kaffe og kage traktement i deres spændende og flotte have i Hundested. Det er også værd at nævne, at Leif og Else kom helt fra Falster, om end ikke direkte, men fordi de netop i weekenden 15.-16. august var på ferie på Amager, og havde fået den fantastiske ide, samtidigt at benytte lejligheden til at tage med på en Team Vespa tur. Et meget positivt "initiv". Flere af deltagerne mødte op med en Vespa, der skulle på sin første langtur, eller sågar jomfrutur. Niels præsenterede sin flotte nyrestaurerede sølvfarvede GS’er fra 1960, og ville gerne have de tilstedeværende "GS Eksperters", vurdering af motorlyden, som efter Niels mening var noget larmende. "Eksperterne" var enige om, at det er normalt, at disse gamle GS´er støjer mere end andre Vespa´er, men i Niels tilfælde var der desuden en mystisk, metallisk mislyd, som ikke kunne identificeres med sikkerhed. Én mente, at det muligvis kunne skyldes, at der er isat et stempel med en pukkel på toppen, - af den forrige ejer naturligvis !, og det er ikke originalt. Når køresæsonen er overstået, vil Niels prøve at finde ud af, hvor støjen stammer fra, og måske anskaffe et originalt stempel. Det kan her afsløres, at motorens mislyd ikke forhindrede Niels i at gennemføre turen i fin stil og helt uden problemer. Jan Lønberg kom på sin Vespa Super 150cc fra 1956, som han aftenen i forvejen havde fået samlet færdig, og taget en kort prøvetur på. Den er fantastisk flot og lakeret i den originale grå farve, og iflg. Jan´s eget udsagn, - "den smukkeste Vespa model nogen sinde". Der var således nok at studere, da vi mødtes ved det gamle mejeri i Hedehusene. Efter den obligatoriske besigtigelse og indledende Vespa snak var der jo lige en tur næsten rundt om Roskilde Fjord, vi skulle have klaret. Jan Haugsted, med ivrigt fotograferende Lidia på bagsædet, påtog sig at lede første etape til Gershøj, og vi rullede ind mod Roskilde, svingede til højre lige efter den Røde bro, forbi Vikingeskibsmuseet ved havnen og ud til det smukke Boserup Skov område, hvor hospitalet "Fjorden" ligger, alias det tidligere Skt. Hans Hospital. Måske er der alligevel noget om snakken, - det med tallet 13 !, idet baghjulet på Jan Lønberg´s Super 150 tabte pusten lige her, og stod nu på fælgen. Gode råd var dyre, for Jan havde ikke nået, at få monteret et reservehjul, og en 56 Super kører med 8" hjul, hvor alle vi andre kører med 10" hjul, altså lige bortset fra Ib på sin 125 cc fra 1956, der fornuftig vis kører med et 8" reservehjul, og Ib tilbød med det samme Jan at låne hjulet. Hjælpsomheden kender næsten ingen grænser, så det var heller ikke "hænder" der manglede, faktisk stod der en "kødrand" omkring Jan´s arbejde med hjulskiftet. Dem der ikke deltog i hjulskiftet kunne glæde sig over, at det netop var på dette sted med den skønneste udsigt ud over Fjorden, at punkteringen var sket. I første omgang så det ud til at blive et banalt, og hurtigt hjulskift, så vi snart var klar til at køre videre, men Jan’s Vespa kunne åbenbart ikke lide at komme væk fra hjemmet i Hedehusene, for nu var den bare helt umulig at starte. Alle de gamle starttricks blev naturligvis prøvet, men uden succes, og ingen af de mange "Ekspert råd" virkede, det var umuligt at få liv i maskineriet, der var gnist, men tilsyneladende ingen benzin tilførsel, og Jan ringede til sidst til sin kone, om at blive hentet, og bad os fortsætte uden ham, da vi jo også havde en hel del kilometre, der skulle tilbagelægges i dagens løb. Så vi måtte til sidst ønske Jan held og lykke med fejlsøgning og reparation, og fortsætte mod Gershøj havn. Den langstrakte kolonne kørte videre ad gode "Vespa veje" rundt om Kattinge vig, igennem Herslev, susede forbi Lindenborg Kro og svingede ind på de snoede veje i Horns Herred, det er virkelig en fornøjelse at køre denne strækning ad "Maguerite ruten" og ned til den hyggelige lille havn ved Gershøj kro med udsigten over Roskilde Fjord. Pausen i Gershøj blev en smule afkortet, idet formanden ville forsøge at indhente den tabte tid på strækningen op til færgelejet i Kulhuse, hvor vi skulle med M/F "Columbus", der desværre netop var sejlet mod Sølager, da vi ankom, så vi måtte vente "en liden stund", for at komme over til Sølager med næste afgang. Ventetiden føltes ikke lang, da der var mange flotte sejlbåde, og drage surfere, der demonstrerede deres kunnen lige udenfor molen. Men snart var "Columbus" tilbage i Kulhuse "Færgehavn", og vi kunne vi køre ombord, de 12 Vespa´er fyldte godt op på vogndækket, men der var dog også plads til andre MC’ere og passagerer. Det var perfekt Drage surfer vejr, med masser af vind, men det betød også, at overfarten blev noget urolig, vi kunne dog stadig holde Vespaerne fast på støttefødderne under hele overfarten, det var mere end en af MC’erne kunne klare, den væltede simpelthen, selv om der blev gjort forsøg på at holde den oprejst på sidestøttebenet. Det så lidt "sjusket "ud at den lå og flød på færgedækket. Overfarten varer ikke længe, og trods bølgegang, blev det en rigtig hyggelig oplevelse. Vort aktive Team Vespa medlem Rolf ventede os på "Havnen" i Sølager, og efter at turdeltagerne havde fået hilst på Rolf, var det nu ham, der som lokal kendt, var guide videre frem, og da det var ved at blive madpakke spisetid, så gik turen direkte til dagens, noget vindomsuste frokost spisested, Pynten lige nord for Hundested havn, tæt ved Knud Rasmussens Museum. Her var der bænke og borde til de mange turdeltagere, og alle siddepladser var med en flot udsigt til Havn og Kattegat. Det gjorde rigtig godt med en bid brød, men tiden var jo en smule fremskreden i forhold til turens program, så der blev ikke megen tid til "at slå mave" i græsset". Et par af deltagerne var dog gået på jagt efter en iskagebod i Hundested, så da vi skulle til at fortsætte turen, manglede der en "chauffør" og en "passagerer" til en af Vespa´erne. Måske var det lyden af de 12 Vespaer, der blev startet, der gjorde Anita og Hilmar opmærksom på, at turen nu var ved at fortsætte, så de fik sat det lange ben foran og kom løbende tilbage, og i samlet flok kunne Rolf guide os ud på den tur, han havde tilrettelagt. Vi kørte først langs med Kattegatkysten, og det gav nogen fantastiske udsyn, derefter begav vi os lidt ind i landet, hvor vi til sidst standsede op ved Geo Art, der er beliggende tæt ved Tisvilde Hegn og Asserbo Slotsruin. Det er en udstilling, der dækker over lidt af hvert med hovedvægten på kunsthåndværk fra Østen, udstillingen er en salgsudstilling, men kan sagtens besøges blot for at se på de spændende ting. Efter at have snuset lidt rundt mellem de mange kunstgenstande, måtte vi begive os videre til næste - og sidste punkt på dagens "Turorden", eftermiddagskaffen hos Rolf og Hanne, og inden længe rullede vi ind i deres hyggelige have, hvor de havde ryddet "Parkeringspladsen", så det blev en ren "Vespa Parking" ,og der blev bare fyldt helt og fuldstændig op. 13 Vespaer fylder en hel del. Hanne bød os velkommen, og så var der ellers dækket op til det store Kaffebord, og værtsparret serverede nu masser af kaffe " i kombination"med flere slags hjemmebagt "bagværk", først en masse dejlige boller med smør, så en skøn chokoladekage og tilsidst kæmpe lagkager i konditor størrelse, et helt overvældende traktement, vi kunne næsten ikke rokke med ørerne bagefter. Selv om det var rigtig hyggeligt at være på besøg hos Rolf og Hanne, så måtte vi også til at tænke på hjemturen, der var jo et stykke vej hjem for de fleste af deltagerne, så lidt efter lidt fik vi startet Vespaerne igen, og Rolf guidede os tilbage til vejen mod Frederiksværk, så vi selv kunne finde vej. En af Team Vespa’s traditionelle sommer ture var ved at være slut, men igen var det blevet til en tur med mange gode oplevelser på vejen rundt om Roskilde Fjord, ikke mindst fordi der var en meget positiv ånd blandt turdeltagerne. Vi siger stor tak til Rolf og Hanne for det fine kaffebord og de hyggelige timer i deres have, ligeledes tak til Rolf for den flotte tur rundt langs en del af Sjællands nordkyst. Foto og/eller tekst: Lidia, FHC.og OVE
|