|
California,
here we come!
For nogle år siden lærte jeg en sand Vespa-ejer fra Californien at kende, Jim Williams. Han havde under sin værnepligt i Tyskland i 60'erne fundet kærlighed både til Vespa'en og til den danske pige Kirsten som han senere giftede sig med. Det er nu 40 år siden og da Jim elsker alt hvad der er dansk holder han og Kirsten en lang ferie i Danmark hvertandet år. Således har Jim deltaget i flere af Team Vespa's ture og han har gentagne gange udtrykt stor glæde ved at være sammen med ligesindede i Danmark. Jim havde hjemme i Californien købt og restaureret en Vespa VNB 125 fordi det netop var den model han i sin tid havde lejet da han fandt sin kone. Men efter at have besøgt mig og mine scootere fik han mod på at købe én mere og den skulle selvfølgelig være "dansk". Han bad derfor mig om at opsøge en model af typen GL150 i Danmark og da det var gjort kom han til Danmark for at bese den sammen med mig. Undervejs i vores email korrespondence havde jeg sagt at jeg ikke skulle have flere scootere – det skulle da lige være hvis man tilfældigvis faldt over en Rally 200, men dem er der ikke mange af her i landet. Nå ja, sådan en ville han da også gerne have! Det ene ord tog det andet og enden på den historie blev, at vi købte 2 Rally 200, måske de sidste i originaltilstand i Danmark, samt en Gran Luxe til Jim. Alle tre havde stået urørt på et lager i Københavns omegn i rigtigt mange år, så der forestod nogle restaurerings-jobs for os begge.
Vi kørte alle
tre scootere hjem til mig og nogle måneder senere kom Jim igen
for at vi sammen kunne pakke de to i en kasse med transport til
San Francisco for øje. Det krævede en masse papirarbejde. Jeg
begyndte på en 100% restaurering af min Rally og 3 måneder
senere ankom Jim's scootere til Californien, hvorefter han
gjorde det samme derovre. Efter nogle middage sammen blev Lidia og jeg opfordret til at besøge dem i Californien, og det er her min egentlige historie starter, for det gjorde vi så i september 2009.
Ferie På det tidspunkt hvor vi fløj til Jim's hjem i Half Moon Bay, en lille by 50Km syd for San Francisco, havde han ved hårdt arbejde fået både Rally'en og Gran Luxe'n færdig, for det var meningen at vi skulle køre lange ture sammen rundt i byen og bjergene. Det var en gammel drøm som nu skulle gå i opfyldelse. Nu er Californien et meget stort sted set med vores øjne, og det med at solen altid skinner gælder altså ikke lige der, tæt ved Stillehavet. De fleste morgener så vejret ud som en dansk gråvejrsdag, men det var ikke egentlige skyer, men tåge som heldigvis som regel forsvandt i løbet af dagen, og i hvert fald man blot kørte 20Km over på den anden side af de lokale "hills" - som jeg vil kalde bjerge – dér skinnede solen som forventet.
De af jer som er nær pensionsalderen kan måske huske Arlo Guthrie's film- og musik hit "Alices Restaurant" fra 1967, som gjorde lidt grin med det etablerede samfund. I bjergene nær Half Moon Bay ligger faktisk restauranten kaldet Alice's Restaurant, som er et yndet samlingssted for alle tohjulede. Jim og jeg kom der flere gange. Først kører man ad Highway One langs kysten i stærk tåge og kulde, derefter ind i landet og når man først er kommet lidt op i bjergene skinner solen. Vejen dertil er rigtig smuk og dejlig, og vejen snor sig ud og ind som jeg kan lide det. De fleste stednavne i området er spanske da det tidligere var spansk territorium, men nu er befolkningen især mexicansk. På det højeste sted ligger så restauranten, omgivet af redwood træer, scootere og motorcykler. Hvis man tror der bliver set ned på gamle Vespa'er i Harley'ens hjemland er det heldigvis forkert. Overalt bliver man mødt med smil og genkendende blikke fra folk i alle aldre. Selv fra ældre herrer som ligner cowboys og sidder på verandaen foran "General Store" kan man høre, at sådan én havde de da også engang! Disse "General Store" er stadig som taget ud af en Western film. Den lange bardisk, i hjørnet sidder måske en mand og klimter på et piano, skilte på væggene minder om gamle dage, og et enkelt sted havde de stadig svingdøre i Saloon'en.
Byen og trafikken er speciel Det meste af San Francisco er bebygget med enfamiliehuse eller i hvert fald lave bygninger, til gengæld strækker den sig over et stort areal. Gaderne er parallelle eller tværgående og der er ikke langt imellem dem. Når man har passeret et kryds er der højst 100m til det næste, så der er hele tiden tværgående trafik. Den største overraskelse for mig, og det jeg havde sværest ved at vænne mig til er, at de fleste af disse kryds ikke er lysregulerede, men har fuldt stop fra alle fire sider! Kommer der således samtidigt køretøjer fra alle sider holder alle, mens man "lurer" på hvem der skal begynde at køre først. I praksis fungerede det fint, men bilister derovre er også meget mere tålmodige og hjælpsomme end her. Jeg oplevede aldrig at bilister overhalede os scootere bagfra fordi de syntes vi kørte for langsomt. En helt speciel ting for San Francisco er de stejle gader. Op til 32% stigning, og vi kørte både op og ned! Værst er opad, for på "toppen" er der som regel fuldt stop og det er ikke sjovt at skulle starte igen på den stigning med passager bagpå! Her kommer kobling og motorkraft på prøve og jeg var glad for, at vi kørte med 180cc DR kit på GL'en. En dag skulle Jim og jeg på scootertur til byen, jeg på Rally'en og Jim på GL'en. Da vi nærmede os finansdistriktet (som er det eneste med højhuse) bad Jim mig om at køre forrest til næste gadehjørne. Der ventede der mig en overraskelse!!
På et hjørne holdt en masse scootere og på fortovet stod folk og vinkede med danske flag og vikingehjelme på hovederne. Jim fortalte senere, at da der ikke var nogen planlagt scootertur i byen i den periode, havde han besluttet sig for selv at arrangere én. Han havde indbudt så mange mennesker fra diverse klubber i området som han kunne få fat i til at mødes ved det danske konsulat. Det blev til 18, hvoraf nogle kom langvejs fra. Han havde også besluttet at temaet skulle være Valkyrie-ridtet fra Wagners opera, samt fejring af de danske vikinger i almindelighed og mig i særdeleshed. Fra et bord på fortovet udsmykket med danske flag blev der skænket "Mjød" og alle bar hjelme med horn på hovederne. Jeg var fuldstændigt paff over denne "æresbevisning". Efter lidt snak startede vores scootertur byen rundt, alle 20. Danske flag vajede fra de fleste scootere og mange havde sat vikingehornene på deres hjelme, til stor forundring blandt byens borgere! Vi kørte hele byen rundt langs vandet og stoppede et par gange undervejs. Folk spurgte hvad det var for et flag, mens tilfældige danskere fik en snak med os. Her vil jeg nævne et tiltag som jeg aldrig har set før. Vi var kun 20 men normalt når klubberne i SF kører ture er man ofte 100 scootere. For at holde sammen på "tropperne" igennem alle disse gadekryds har man "roadguards" som standser tværgående trafik. Her oplevede jeg det på den måde, at to kørere, den ene havde en meget stor scooter, den anden kørte på motorcykel. Den ene kørte udenom kortegen, den anden indenom og foran os for at stoppe trafikken i næste kryds. Efter passagen susede de foran os igen og gentog det samme ved næste kryds. Jeg var ganske forbløffet over hvor godt det virkede – vi kunne køre uhindret igennem de fleste kryds. Jeg undrede mig over den tålmodighed bilisterne åbenbart udviste ved at blive holdt tilbage, men det gjorde de. Kunne det ske i vores by?
Midt i halvøen som San Francisco ligger på, er to høje hvorfra man har en utrolig udsigt over hele byen på én gang. De kaldes Twin Peaks og der kørte vi op ad snoede smalle veje. Parkeringpladsen på toppen var nu fyldt med scootere bærende danske flag, hvilket danske turister fra en bus måtte have en forklaring på. Derefter kørte vi ned til et andet samlingssted for scooter-kliken ved cafe'en Homestead. Der mødte der mig endnu en overraskelse. Der stod nemlig Jim's datter Shanna med sin bil helt dækket af danske flag og med kolde Carlsberg øl til alle i bagagerummet. Nu gik snakken
i en times tid, og jeg måtte fortælle om Vespa-kørsel i
Danmark. Jeg fik også lejlighed til at kigge nærmere på folk
og deres scootere – det var mest Vespa af alle typer, også
moderne, en enkelt Lambretta var der også, og jeg benyttede
lejligheden til at holde en lille tale hvori jeg takkede alle
fremmødte i almindelighed, og Jim og hans datter i særdeleshed
for det store arrangement. http://www.flickr.com/photos/scooterpics/sets/72157622478700296/detail/ Da vi var hjemme igen havde vi kørt ca 100Km den dag.
3 gange på vores ferie kørte vi længere væk i bil med to Vespa'er på en trailer. Første gang gik til vinlandet Napa Valley 200Km længere nordpå. Der kørte vi dalen rundt på Vespa i skjorteærmer, næsten for varmt. Der blev også lejlighed til vinsmagning på en stor vingård. I dette vulkanske område så jeg for første gang en geyser som sprang hvert 10. minut, det var en af de helt store oplevelser. En anden var kørsel langs Russian River som tidligere var grænsen for russisk territorium – hvem skulle have troet at russerne havde været der? Tredje tur gik til Yosemite Nationalpark på grænsen til Sierra Nevada bjergkæden, hvor vi nok var de eneste på Vespa som kørte blandt enorme træer og klippemassiver.
I alt har vi kørt næsten 1000Km, skiftevis på Rally 200 og GL150 PS: ved godt at vikingehjelme med horn er en myte. Jan Haugsted |
||||||||||||||||||||||||||||||||||||
