”Bakken” blev behørigt åbnet, torsdag d. 29. marts 2012. billeder


Optakt, deltagerantal og fremmøde.

 

Selv om temperaturen kun var lige under 10 graders varme, hjalp det gevaldigt på humøret, at solen dagen igennem (d. 29.) havde skinnet fra en skyfri himmel og stadig skinnede kl.17.00, hvilket uden tvivl var en medvirkende årsag til, at antallet af deltagende køretøjer var meget stort, og efter hvad de bagerste i ”Kolonnen” kunne oplyse, da de nåede ud til os på pladsen foran Skt. Stefanskirken, så havde motorcykel-kolonnen strakt sig helt ind til Kapelvej, d.v.s. dér hvor den gule kirkegårdsmur ind til Assistents kirkegård begynder. Det er vist første gang i mands minde, at det er forekommet, at MC-erne har fyldt Nørrebrogade så langt ind mod byen. Med de forreste holdende fremme ved Nørrebro Station, svarede det til en strækning på ca. 1,5 km.. Mit erfaringsbaserede gæt er, at der var mellem 5 og 6000 køretøjer, og hvis man kan regne med, at der på hver anden motorcykel sad 2 personer, så er det en pæn mængde motorcykel entusiaster, der var mødt op. ”Bakken åbner” var også et tilløbsstykke, hvad angår tilskuerantal, idet folk næsten ”hak i hæl defilerede” op og ned, langs den ultra lange”opmarcherede” række af motorcykler, for at beundre de mange flotte maskiner, og måske spekulerede over, hvor mange ”kroner” der var MC’ere for denne aften.  Et hurtigt regnestykke kan give et fingerpeg, antager man, at gennemsnitsprisen pr. maskine inkl. køredragter, handsker, hjelme etc. er omkring 100.000 kr. og der var 5000 maskiner, så var der værdier for knapt 5 millioner, - og så har jeg endda ikke medregnet værdien af de 20 Vespa´er.

 

Ikke just cyklisternes ”Happy hour”.

 

Den ellers så travle Nørrebrogade, er ved denne begivenhed, afspærret for Biler og Busser fra kl. 17:00, hvor gaden er indtaget af motorcyklerne indtil Nørrebrogade igen langsomt tømmes efter et par timers tid, når alle de to-hjulede langsomt sætter sig i bevægelse mod Bakken. I disse ca. 2 timer er der en del cyklister, der benytter deres gode ret til at køre på cykelstierne både ud af byen og ind mod byen, og det gav problemer med de mange mennesker på de overfyldte fortove. Derfor opstod der flere farlige situationer, og der faldt mange knubbede ord til fodgængere, som overtrådte reglen om at fortovet er for gående og cykelstierne beregnet til dem der benytter ”Jernhest med Rugbrødsmotor”. 

 

Campingsæt og Webergrill

 

Det var Ikke kun inde på Nørrebrogade, ved Nørrebro station og op langs Lygten, men også langs hele ruten, at der stod en ”kødrand” af tilskuere. Og man bemærkede, at der ligefrem var opstået en tradition på ”Vandstrandvejen”, som er strækningen mellem Charlottenlund Fort og Bellevue i Klampenborg, hvor der er direkte udsigt til Øresund og et bredt fortov. Her er der en fast flok tilhængere af arrangementet, ofte hele familier, der parkerer deres biler side om side, og slår sig midlertidigt ned med campingborde og stole. I år var der oven i købet to steder, hvor man havde gang i Weber kuglegrillen. Muligvis smager Frankfurterne bedre netop denne dag på grund af de uundgåelige udstødningsgasser, så måske kan man forvente, at Fødevarekontrollen er på pletten, og deler sure Smiley´s ud, når Bakken lukker til efteråret.

 

Fornøjelsen lyser ud af folk

 

Det er dejligt at mærke den glæde og interesse vi og ikke mindst vore Vespaer møder langs ruten, selv fra de uheldige bilister, der er blevet ”fanget”, og må holde en halv times tid på nogle af side vejene ud til Tuborgvej, fordi politiet hjælper os gennem vejkryds og over for røde trafiklys, i en lang ubrudt kolonne. Når der bliver smilet og vinket til os undervejs fra alle de glade mennesker, voksne såvel som børn, kvitterer vi med at bruge hornet, som på en gammel Vespa med 6 volt anlæg og med lave, varierende omdrejninger, lyder sjovt i manges øren, og så bliver smilene ofte endnu bredere. Jeg er tilbøjelig til at give dem ret og kan bare konstatere, at ”Vi er ikke som de andre, vi er noget for os selv” …. De moderne Vespa´er med 12 volts anlæg og akkumulator har som bekendt en hornlyd med kun 1 tone, og så kan man ikke spille en ”melodi”.

 

Trængsel og hensyn.

 

Det store deltagerantal bevirkede, at den ”prop” som vejindsnævringen i Hellerup Hovedgade udgør, betød, at kolonnen sagtnede farten til skridtgang eller langsommere end det, allerede ved Femvejen, - eller ca. 800 meter før den plejer at ”gå i stå”, det gør den ellers hvert år i Tuborgsvinget, der hvor Tuborgvej løber ud i Hellerup Hovedgade, som i øvrigt også er stedet, hvor medlemmerne fra CSC (Copenhagen Scooter Club) svinger fra og sætter kursen ind mod centrum. Det er også i dette sving, hvor det er svært for os Scootere at holde sammen som en ”klump”, for alle er nødt til at ”flette” og give plads, hvilket ikke i sig selv volder problemer, for alle er indstillet på at tage hensyn til hinanden, uanset om man kører på en 6 cylinderet, 1500 cc., Honda Gold Wing med sidevogn og ”hele svineriet” eller en lille 125 cc. NSU Fox, som var den mindste maskine, jeg så i år.

 

Café Molen, Svanemøllen lystbådehavn.

 

Vi, Team Vespa medlemmer, havde inde foran Skt. Stefans kirken orienteret hinanden om, at vi ”kun” ville køre ud til Bellevue Teateret, vende dér, og køre til ”Café Molen” på Svanemøllens lystbådehavn, for at indtage en kop kaffe og en chokolade muffin med flødeskum. Desværre ”tabte” vi undervejs kontakten til mere end halvdelen af det antal medlemmer, vi var fra starten, så vi sad kun 5 mand omkring Cafébordet og talte om forløbet, og om ”hvor mon de andre blev af”?. Lilli havde dog på forhånd meddelt, at hun efter selve køreturen til Klampenborg, havde en anden aftale.                                

Referat FHC, korrektur og redigering Ove.
             


... tilbage