|
"Tour
de Italien" Hvordan kommer man overhovedet på den tanke at køre på sin Vespa fra København til Vespa Museet i Pontedera, det var nu også en længere proces. Vi var to Vespa entusiaster, Finn og Ove (referenten), der begge godt kan lide de lange Vespa ture i friskt tempo, der i efteråret 2011 kom til at tale lidt om den kommende sæsons (2012) langture, flere forslag var oppe og vende, bl.a. en tur til Harzen og en tur til Vespa Museet, forslagene blev diskuteret, turreferater fra motorcykel klubber blev studeret, det så spændende ud både med turene i Harzen og i Alperne i Østrig, men det blev sluttelig turen til Vespa Museet i Pontedera, der blev valgt, som noget vi ville arbejde videre med, for os Vespakørere er der lidt "Mekka" over det Museum. (husk at klikke på billederne)
Det rullende Materiel Var vores materiel i orden, ja det regnde vi med, "referentens" PX 2011 med 200cc motor måtte kunne klare den tur, og Finn’s VLA Gran Luxe 1962 var også med 200 cc motor, så vi regnede med, at de to køretøjer kunne klare Alperne og de 4 – 5000 km. Turruten Vi valgte først nogle kriterier for den turrute, vi ville vælge, punkt 1. Vi ville ikke køre på motorvej gennem Tyskland, Østrig og Italien, punkt 2. Vi ville ikke betale vejafgifter og punkt 3. vi ville planlægge med dagsdistancer på mellem 300 og 400 kilometer dog skulle ingen af disse regler være ultimative. ADAC’s vejkort og Google maps blev med god succes flittigt brugt til at trykke/printe kort over den rute, vi fik lagt, og da vi nærmede os afgangstidspunktet fik Finn lagt kort ruterne ind på sin GPS, hvilket viste sig at være en kæmpe fordel, at have med som backup, når vejskilte og vejføringer ved de større byer blev komplicerede at overskue. Men i øvrigt medbragte Finn også sine kortbøger, så vi var dækket rigtig godt ind med hensyn til kort over turruten, det blev dog Finn’s GPS og vore udprintede GOOGLE maps, der blev brugt mest på turen. Bagage Men hvor meget bagage kan man have med på en Vespa tur, der er jo ikke megen plads til oppakning på en Vespa scooter, Finn afmonterede sit bagsæde, og fik erstattet det med en plade der kunne bære hans lille kuffert, derudover monterede han et beslag til en 5.l. reservedunkt på trianglen ved bundpladen, vi havde begge topbox og forbagagebærer monteret, så alt i alt kunne vi have den nødvendige bagage med. Reservedele og værktøj Hvor mange reservedele og hvor meget værktøj skal man have med? Vi prøvede at minimere til det absolut nødvendige. De medbragte reservedele var tændrør, forlygtepære, en slange 350 x 10, gear – kobling – og gaskabler, et reservehjul plus strips og kronmuffer. Det viste sig heldigvis at være mere end nok. Af værktøj medbragte vi bare lidt almindeligt håndværktøj. Ydermere havde vi kædelåse og bøjlelåse og "garager" med så vi kunne klare en parkering i et udsat område.
1. Etape. København (DK) – Zeven (D) Den 31. august kl. 08:00 begav vi os afsted, turen forløb fint gennem Danmark (via Storebælt) og Nordtyskland. Vejskiltene i "Sydslesvig" viste vej til mange interessante lokaliteter med forbindelse til Danmarks historie med navne som Gottorp Slot, Isted, Schleswig, Sankelmark, Eckernförde, Hedeby, Dannewerke osv.men det var ikke en del af turen at fordybe os i historiske seværdigheder på turen til Italien. Vi krydsede Elben ved Glückstadt, hvor vi først troede, at vi var fanget i en mange kilometer lang færgekø, men hurtigt lærte af de tyske motorcyklister, at vi bare kunne køre uden om køen og køre ombord på færgen til Wieshafen. En lidt speciel færgerute over Elben, hvor færgen først sejler ud mod Elbmundingen og derefter drejer 100 - 110 grader, næsten modsat vej, mod Wieshafen, det tager lidt tid, men er en hyggelig færgeoverfart. Dagens etape sluttede i Zeven, hvor vi inlogerede os på Central Hotellet. Allerede på 1. etape gjorde vi brug af Finn’s GPS flere gange og ikke mindst blev den brugt til at finde hotellet. Vejrmæssigt var det også en fin dag, tørvejr hele dagen, men lidt køligt. Vi havde været lidt spændte med hensyn til standarden af de tyske landeveje, men uden grund, de var rigtig gode hele vejen. Dagens distance blev 530 km.
2. Etape. Zeven (D) – Karlstadt (D) Vi startede fra Zeven kl. 08:30, at starte etaperne på det tidspunkt, blev faktisk modellen for hele turen, det gav mange køre timer. Og vi nåede på denne etape til Karlstadt, en by i nærheden af Würzburg og Frankfurt am Main. Lidt vanskeligt at finde et hotel, men igen var det Finn’s GPS, der hjalp os med at finde vej til Hotel Eisenbahn (Jernbane Hotellet) i Karlstadt, bestyret af en elskelig gammel dame på 80+, der gav os lov at parkere vore Vespaer i det gamle morgenmadsrum sammen med cyklerne. Vi spiste aftensmad på en hyggelig restaurant i byen, hvor vi sad ude, nu var det allerede blevet lidt lunere i vejret. Der var byfest i Karlstadt og på Rådhuspladsen var der opstillet langborde, hvor tyskerne hyggede sig med deres gode øl og underholdning i bedste tyske "umba" stil, understøttet af et lille lokalt orkester. Vi benyttede lejligheden til at gå en lille aftentur rundt i byen, der viste sig at være en meget hyggelig by med gamle bindingsværkshuse, byport og alt det der får disse gamle provinsbyer til at være hyggelige at besøge. Fint vejr hele dagen. Dagens distance 540 km
3. Etape. Karlstadt (D) – Landeck (A) Start fra Karlstadt "til tiden", 08:30, og denne dag ville vi forsøge at nå så langt ned i Østrig som muligt, så Bjergetapen over de to bjergpas, Stelvio og Gavia, næste dag, kom til at ligge så tidligt på dagen som muligt. Turrutens tyske landeveje var stadig meget fine med god skiltning, men var nu mange steder blevet til motortrafikveje eller 3 sporede landeveje med skiftende overhalingsbaner fra side til side, meget behageligt for os, at få "halen", der pustede os i nakken, forbi. De tyske og østrigske bilister er ikke voldsomt tålmodige, vi gjorde vort bedste for at følge trafikken, men det blev alligevel kun til en Vespa hastighed på mellem 50 og 80 km/t, det var ikke hurtigt nok for mange bilister og motorcykler, så der blev overhalet både i overhalingsbaner og over zebrastriber og venstresvingsbaner, dog var langt de fleste hensynsfulde mod os langssomtkørende. Vi kunne nu også så småt begynde at øve os i bjergkørsel, ingen af os havde tidligere prøvet det. Så det var rigtig praktisk at øve sig lidt på stigninger og nedkørsler i Sydtyskland og det nordvestlige Østrig, og vi lærte hurtigt at lægge Vespaerne godt ned i svingene. Finn’s speedometer kabel knækkede i Uffenheim, det var i øvrigt også der, vi kørte lidt forkert, men "Miss GPS" ledte os hurtigt på rette vej igen. På denne etape kørte vi forbi mange store seværdigheder, f.eks. Porta Westfalica og Schloss Neuschwanstein, Tornerose slottet ved Füssen, men vore planer var ikke til besøg på den slags "tidsrøvende" lokaliteter undervejs. Kun en gang i dagens løb oplevede vi "Stau" kø, det var grundet et trafikuheld i Østrig, meget nådigt sluppet med den intense trafik. Dagens etape sluttede i Landeck i det vestlige Østrig, hvor GPS’en ledte os på sporet til Gasthaus Greif, et gammelt Gasthaus med ultra tykke mure, og med en venlig betjening og hyggelig stemning. Dejligt vejr hele dagen. Dagens distance 560 km, det blev også turens længste "dagsmarch".
4. Etape. Bjergetapen. Landeck (A) – Riva di Solto (I) Start fra Landeck 08:35. Vejret lidt overskyet men køligt og tørt så vi havde taget "alt tøjet" på. Det var så dagen, hvor vi virkelig skulle prøve at køre bjergkørsel, denne dag gik turruten opover bjergpassene Stelvio og Gavia med højder på henholdsvis 2760 meter og 2652 meter. Opkørslen til Stelvio gik efter lidt tilvænning til hårnålesvingene rigtig godt, vejstandarden var også rimelig god. Vi måtte dog hele tiden holde øje med de "dødsforagtende" motorcyklister, der på den 3- 4 meter brede vej racede forbi os Men som vi kom op over trægrænsen skete der også en afgørende forringelse af Vespaernes trækkraft, de satte tit ud, og vi måtte ned i 1. gear på lange stræk og i hvert fald i hårnålene for at komme opad. Vi var blevet advaret om fænomenet af Ole Haag, men havde nok ikke tillagt advarslen så stor vægt, som det aktuelt blev tilfældet. Men 11:35 nåede vi dog toppen, Stelvio passet, og gjorde et stop der, for lige at opleve stemningen og nyde udsigten fra de 2760 meter. Der var ikke andre Vespaer så højt tilvejrs, og vi høstede en vis opmærksomhed og respekt fra der mange motorcyklister. På Stelvio er der næsten en Dyrehavsbakke stemning over sceneriet, med mange souvenir boder og flere restauranter og hotel, og ikke at forglemme to pølsemænd, der serverer en lidt anderledes version af pølse med brød, end vi er vante til, man får også ristet sauerkraut på pølsen sammen med sennep og ketchup, Finn og jeg købte os hver en pølse med brød, de smagte udmærket, var lidt dyre, men mættede også rigtig godt. Temperaturen på Stelvio var 13 grader, det var lidt diset og noget blæsende, så det føltes godt koldt. Nedkørslen fra dette pas gik noget bedre end opkørslen, nu skulle Vespaerne jo heller ikke trække noget, og vejen var rimelig god. Vi lod simpelthen bare Vespaerne rulle med koblingen udkoblet, styrede hastigheden med bremserne,og koblede til med lidt gas, når de skulle trække sig ud af de mange hårnålesving. Vi var ret hurtigt nede, men skulle næsten med det samme igen køre opad til Gavia passet, og det var på en noget dårligere vej, der betød, at det også var en noget større køremæssig udfordring, vi oplevede igen at Vespaerne mistede trækkraften på vejen op, når vi nærmede os de 2000 meters højde, så 1. gearet med mange omdrejniger var i brug næsten hele tiden. På opkørslen kom vi til at følge en nordmand, der var på vej op i sin "Bobil", autocamper, og på et udsigtspunkt fik vi en snak, igen kunne vi spore en vis respekt for den "øvelse" det er at "tvinge" en Vespa over et så højt pas, så vi syntes efterhånden også selv, at vi var lidt seje. Vi nåede tilsidst op til Gavia passet, der er noget mindre Dyrehavsbakke end Stelvio, med en hyggelig restaurant og bar og vist også en overnatnings mulighed. Temperaturen på Gavia var 10 grader med en hel del vind og det føltes også der rigtig koldt, mit visir duggede indvendigt. Vi købte os en kop kaffe og et stykke tør kage og fik samtidig lidt varme indenfor i restauranten, inden vi skulle starte på nedkørslen, der var noget vanskeligere end den på Stelvio, med en del gamle tuneller uden lys med 90 graders sving i mørket og en vejstandard, der var meget dårlig, men vi klarede da nedkørslen uden problemer, bortset fra at mit speedometer kabel knækkede. Men frem for alt var turen op over passene Stelvio og Gavia en fantastisk oplevelse med den helt enestående natur, der var omkring os på hele turen op og ned, noget vi aldrig vil glemme.
I Bormio ville vi forsøge at tanke op på en selvbetjeningstank (den slags er sjældne) men først da vi havde kigget italienerne lidt over skulderen lykkedes det at finde ud af, hvordan man vælger for 10€ benzin og får det ned i tanken, ja al begyndelse er svær, som en trøst kunne vi se, at mange andre også havde besvær med at finde ud af selvbetjeningssystemet. Efter passene fortsatte vi ned mod Riva di Solto, hvor Ole Haag havde anbefalet os hotel Miranda, det er højt beliggende i Riva. Det har en helt fantastisk udsigt over Iseo søen og byen og det omkringliggende landskab, havde vi fået at vide, vi blev ikke skuffede, det var en virkelig flot udsigt, og vi tog en overnatning på hotel Miranda. Dagens distance 380 km.
5. Etape Riva di Solto (I) – Pontedera (I) Vi startede med at lade GPS’en finde en benzintank for os og det lykkedes fint, derefter skulle vi køre vest om Iseo søen, men blev hurtigt standset at et skilt, der så vidt vi kunne tyde, fortalte at den landevej vi havde planlagt at køre på var lukket på grund af vejarbejde, surt show, vi besluttede derfor i samarbejde med Miss GPS at køre øst om søen i stedet, det ville ikke forlænge dagens distance ret meget. Og efter lidt forvirring for GPS’en kom vi på sporet øst om søen, en vej med mange lange turnneller med tæt trafik og uden særlig meget udluftning, det blev noget af en "kradser", og vi nød meget at komme ud i den fri luft igen. Det var i øvrigt på denne strækning, at vi fik turens eneste regnbyge på en timestid. Turen sydover på Po sletten passerede Brescia, Mantova og Bologna, og ringvejene der var kæmpe store vejanlæg, især ved Brescia og Bologna, men også det klarede GPS’en. Ved Bologna var der ekstra krydderi for trafikanterne med let påklædte frække damer ved nogle af de mange vejudfletninger. Po sletten er flad som en pandekage og fuldt og helt landbrugsland, det afspejlede sig i trafikken med mange store landbrugsmaskiner på vejene, det gav mange køkørsler, ikke megen plads til at overhale de store maskiner, men vi var jo bare på ferie og havde masser af tid. Området var meget behageligt at køre Vespa i, men ikke så spændende som bjergene. Lidt længere fremme på dagens rute blev der lavet om på det, i nærheden af Pistoia måtte vi op over en bjergknold på 900m, det gav en rigtig god nedkørsel mod byen med mængder af sving og meget flotte udsigter over landskabet mange steder. Klokken 19:00 nåede vi endelig Pontedera, og det var med hurtigt at finde overnatning inden det blev bælgmørkt, desværre viste mange af GPS’ens hotel forslag sig at være nittere, hoteller der for længst var lukkede, men endelig fandt vi frem til Hotel la Pace, hvor der var et par ledige enkelt værelser, desværre kunne Vespaerne ikke komme i garage, vi måtte nøjes med at tøjre dem til en lygtepæl på gaden. Hotellet lå i et lidt "skummelt" kvarter, men det gik fint nok, scooterne led ingen skade. ’"Stor tak" til GPS’en, uden den var det blevet noget mere vanskeligt at finde vejen til Pontedera. Dagens distance 450 km.
Vespa museet, Turens mål, og Pisa og Lucca. Forlod Hotel la Pace uden tanker om gensyn, det var ikke noget at prale af. Morgenmaden var meget spartansk, uden ost og kaffen ventede vi længe på, den stakkels kaffedame skulle også være receptionist. Hotellet syntes gammelt og slidt, og gennemsyret af en ånd af dårlig service. Men ude på fortovet vakte vi en vis opmærksomhed og beundring, fra en del af de øvrige hotelgæster, der også var på scootertur i Toscana, navnlig Finn’s VLA Gran Luxe vakte interesse. Men meget karakteristisk, som det var gældende for næsten hele turen, var der ingen italienere der viste interesse. Som det alt overskyggende første punkt på denne dags dagsorden var turens egentlige mål, et besøg på Vespa Museet, og det var en speciel og meget interssant og god oplevelse at se museet med sine egne øjne. Desværre bærer det præg af de store ombygninger der er i gang, og en vis lidt gammeldags præsentation, forhåbentlig ændrer ombygningerne det til en mere moderne præsentation af Vespaen. Men at se de mange meget specielle modeller Piaggio har produceret siden ca. 1944 er en oplevelse, og hvor er de små de første modeller, i sær MP5 Paperino og MP6 Prototypen fra 1945 virkede meget lave, vi ville gerne have prøvet at sidde på dem, men det var naturligt nok ikke muligt. Også helt utroligt at læse om de ture, der Verden rundt, er kørt på Vespaerne gennem tiden. Men mange specielle modeller vakte vores interesse, og det tog sin tid at komme igennem det hele. En hvid PX 2011 jubilæumsmodel, der var udstillet, havde for mig særlig interesse, da det var en sådan, jeg havde bestilt i 2011, men ikke kunne få leveret, fik en blå i stedet. Gilera afdelingen var god at tage fotos af Vespa udstillingen fra, men også interessant som udstilling, bl.a. var der udstillet en racer model med fly inspireret fuld kåbe, i det hele taget er fly en del af udstillingen, både udenfor og indenfor. At Piaggio tidligere har produceret virkelig mange forskellige fly og helikoptere kunne vi erfare på udstillingen. En sidegevinst ved museumsbesøget var, at vi fik adressen på et autoriseret Vespa værksted i Pontedera, hvor jeg kunne købe og eventuelt få skiftet mit speedometer kabel, GPS’en ledte os ud til værkstedet, hvor vi fik en fantastisk venlig og hjælpsom behandling, værkføreren spurgte mig (på engelsk) om jeg gerne ville have skiftet kablet nu, og det var jo lige det, jeg ønskede. Værkstedet skiftede kablet i løbet af "no time" og det kostede alt inklusive 15€ på regning, et rent fund. Et eksemplar af min blå PX 2011 var i øvrigt udstillet i forretningens showroom, ellers ikke mange man ser på gaden af den slags i Italien, faktisk så vi ingen. Senere på dagen besøgte vi Pisa med dens skæve Tårn, Domkirke og Dåbskapel og fandt et hotel i nærheden af byen i et af de mange bysamfund, San Bernadetto, mellem Pontedera og Pisa. Som noget helt overraskende så vi en spritny Lambretta parkeret nede ved Arno floden. Den efterfølgende dag kørte vi til Lucca og kiggede lidt på den, og vi var heldige at finde et hotel lige i nærheden af den gamle fæstningsby. Vi brugte dagen til at kigge på den gamle del af Lucca med dens mange kirker og torve og pladser, og vi gik en tur på den skyggefulde vej ovenpå bymuren, temperaturen var 35 grader.
Hjemturen. 6. Etape. Lucca (I) – Cortina d’Ampezzo, vi nåede dog kun til San Vito di Cadore (I) Startede fra Lucca 08:30, flot vejr hele dagen. På de forskellige tankstationer vi besøgte dagen igennem var der ind imellem som noget nyt lidt interesse for vore klassiske Vespaer fra Italiensk side, mest noget med, hvor langt vi skulle køre, men også lidt fagtekniske spørgsmål. Po sletten var noget varm at passere med over 33 grader, men man må jo ikke klage over godt vejr. Vespaerne klarede fint dagens stigninger uden at "stønne", sætte ud, og vi klarede 60 km/t op mod Cortina d’Ampezzo i 3. gear. På den sidste del af turen op mod Cortina oplevede vi en fantastisk solnedgang, der gav Dolomitternes nøgne bjergtoppe et helt eventyrligt farvespil. Vi nåede dog ikke helt til Cortina, vi måtte standse 12 km før, for ikke at komme til at køre i mørke. Vi fik os indlogeret på Albergo Alamagna i San Vito di Cadore, og jeg fik hotellets mindste værelse, og måtte på toilettet dukke nakken lidt af hensyn til skråvæggen, men da jeg havde en fanstisk udsigt over byen og Dolomitterne fra værelsets altan, var det til at klare. På turen indtil da havde vi kun set en masse "plastic" scootere, enkelte PX’ere, ET3’ere/Primaveraer og nogle MP3’ere, den trehjulede, og ingen gamle klassiske modeller, den konklusion holdt sig gennem hele turens længde. Dagens distance 440 km.
7. Etape San Vito di Cadore (I) – Oberviechtach (D) Start fra San Vito di Cadore i herligt eftersommer vejr med næsten skyfri himmel, dog kun 6 graders varme, senere på dagen over 30 grader. En usædvanlig oplevelse at køre i Dolomitterne i morgenlyset, hvor bjergenes lyserøde nuancer træder tydeligt frem. Masser af trafik på bjergvejene, så det var om at koncentrere sig om kørslen, men ind imellem var der alligevel tid til at nyde det flotte bjerglandskab. Som vi bevægede os ind i Østrig, blev det også et fantastisk skue at køre i bjergdalen fra Dobbiaco til Lienz og op mod Matrei. Østrigerne havde netop denne dag en "Almabtrieb" fest i gang, de fejrer kvægets hjemvenden fra sæteren, og det udmyntede sig i, at kvægdriverne/røgterne drev flot pyntede køer afsted på den meget befærdede vej, vi kørte på, "kodriverne" var ydermere selv iført nationaldragt, alt sammen et festligt skue. Men køerne kendte desværre ikke færdselsreglerne og bevægede sig af og til ind imellem bilerne, og det skabte køkørsel mange gange. Lidt nord for Matrei kom vi til turens eneste tunnel med afgift, 10€, men der var også godt lys og god vejbelægning i tunnelen. Efter de italienske veje og især bjergveje var det en sand lise at komme til at køre på de østrigske og tyske veje, med god skiltning og vejbelægning af rigtig god standard. Vi havde planer om at nå helt til Bayreuth, men da solen var ved at gå ned, inden vi nåede så langt, fandt vi overnatning i Oberviechtach ved Tannenberg, ca. 80 km fra Bayreuth. Dagens distance 470 km.
8. Etape. Oberviechtach (D) – Stendal (D) Atter en fin dag med masser af sol, 33 grader igen det meste af dagen. Vi kørte på en relativ flad del af Sydtyskland med tusinder af vindmøller og solpaneler og intensiv majsdyrkning, det blev ind imellem lidt ensformigt. Men vi kørte heldigvis også igennem mange mindre byer og kunne let genkende noget af DDR tidens standard, langt de fleste huse var dog sat pænt i stand, og det gav byerne et hyggeligt præg, også selv om noget af det, der ser gammelt ud, er "forklædt" beton. Vejene var for det meste fine og mange helt nye, men på enkelte strækninger, stødte vi dog ind i de gamle brostensbelagte og alfalt lappede veje fra den kommunistiske tid, hvor der også var 30 kilometers hastighedsbegrænsning mange steder, men på nogle strækninger kunne vi ikke engang køre de tilladte 30 km/t, vejen var for ujævn og hullerne var for dybe. Dagens køretur endte i Stendal, også en hyggelig by, hvor vi indlogerede os på rådhuspladsen i Hotel "Den Sorte Ørn" "Der Schwartze Adler". Spiste aftensmad på "Die Grüne Lanterne" 5 minutters gang fra hotellet, hvor vi bestilte den samme ret, men fik to forskellige retter, det smagte godt begge dele, men vi måtte erkende, at vore tyske "gloser" ikke var gået 100 % igennem til servitricen, men alle var meget venlige og imødekommende. Referenten fik i øvrigt besøg af uindbudte gæster omkring klokken 24, en spanioler og en tysker trådte pludselig ind i mit værelse, og så er det lige man tænker, "hvad foregår her", der var dog tale om hotelgæster, der var blevet dobbelt booket, de undskyldte mange gange og trak sig hurtigt tilbage. Dagens distance 470 km.
9. Og sidste etape. Stendal (D) – Vanløse (DK) Startede fra Stendal i superflot vejr, der holdt hele dagen, og det gik i raskt tempo mod Rostock Überseehafen, men som på den foregående etape måtte vi af og til sænke hastigheden til langt under de 30, når vi skulle køre igennem nogle af de gamle DDR byer, det var tydeligt at Frau Merkel ikke havde nået at renovere vejnettet der. Vi sluttede dog af på nyrenoveret Autobahn det sidste stykke op mod Rostock, hvor der kunne lukkes op for gassen, vi holdt dog farten nede på 80 – 90 km/t. Vi nåede med færgen kl. 13, og formedelst den pæne sum af 54€ kom vi til Gedser, men vi sparede jo også en masse kilometer ved at køre over Rostock – Gedser i stedet for over Hamborg og Storebælt. Fra Gedser til København tog vi også Motorvejen og var hjemme kl. 17:35, godt trætte, men fulde af oplevelser på en fantastisk tur til Italien og Vespa Museet, men også dejligt at være hjemme igen. Vespaerne klarede hele turen uden problemer, bortset fra speedometer kablerne, der knækkede på begge scootere, nogen hviskede os i øret, at det var fordi, vi havde kørt for stærkt, men det kan jeg ikke tro, jeg mener bestemt, at vi kørte friskt men pænt hele vejen. Dagens distance blev på 360 km. Vi kørte i alt ca. 4300 km på hele turen.
Referent Ove. |
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
